“Now similarly today we have an ideology, especially this ideology of choice, which forces us to percieve ourself being guilty for the failures in our life, especially our professional life” og meget mere fortæller Salecl i denne animation fra RSA (Royal Society for the encouragement of Arts, Manufactures and Commerce), som giver en god forståelse for hendes syn på verden anno 2012.

I øvrigt var Salecl tidligere gift med sin landsmand, den marxistiske filosof Slavoj Žižek. Deres barn må enten rende forvirret rundt resten af livet eller måske slå sig op som en stor liberalistisk tænker; så kan man da tale om forældreoprør.

Bogen er blandt andet anmeldt hos The Economist, The Guardian,  og i vores egen andedam hos Information. Spændende læsning – den vil jeg forsøge at få fingrene i.

Her i august-udgaven af ‘Det eneste originale magasin til mænd’ blev et udsnit af brevet så bragt. Desuden var jeg ikke den eneste læser, der følte en trang til at ytre sig om modeserien fra Indien.

Jeg bider mig i tungen og lader redaktørernes valg tale for sig selv:

Euroman giver mig hver måned op til flere herligt upolitiske nyrestød. Hvorfor? I min optik, fordi I formår at forene og hylde åbenhed og fordomsfrihed, hvilket hr. Lange med stoisk ro også konstaterer på Egmonts hjemmeside. Det passer jo, og det skal I være stolte af!

I den 184. udgave bringer I en modeserie fra den indiske delstat Gujarat, hvor ‘almindelige’ indere agerer modeller. Stylisten fra Stylesnob forener de varme farver med modens luner anno 2009 og formår sammen med fotografen at indkapsle lidt af den hektiske stemning, det er muligt at opleve i indiske byer, der alle mere eller mindre udstiller København som et gabende tomt gadekær.
Det ser flot ud, men hvad laver en blazer fra Bruuns Bazar til vejl. Udsalgspris 1.999 kr. i gadebilledet? En indisk gennemsnitsløn ligger årligt på $977 (OECD/Wikipedia), og så behøver man ikke en matematisk studentereksamen for at regne ud, hvor langt det rækker.

Når Graham Addinall på sin Euroman-blog (d. 8. juni) tilmed poster et billede fra Delhi med en gadesælger og en plakat med sloganet ”Think Positive” og opfordrer læseren til et ‘reality check’, ja så begynder det sgu at sætte sagerne i perspektiv. Og jeg begynder at få en dårlig smag i munden!

Med Oscar-vinderen Slumdog Millonaire blev der endnu en gang skruet op for debatten om, hvad penge har af betydning for vores identitetsdannelse og muligheder (både i Vesten og den tredje verden), men lige meget, hvordan man vender og drejer det, eksisterer der en enorm økonomisk kløft mellem disse verdener; en kløft, der velsignet i den fri konkurrences hellige navn, for nogle stadig bliver større og større.

Nuvel, der er jo forskel på danske og indiske priser, og det nytter ikke at være en blødsøden pladderhumanist, og markedskræfterne regulerer på sigt forskellen, og Indiens BNP er hastigt voksende og så videre og så videre…

Jeg anser dog mig selv for mere end polemiker, og jeg vil derfor blot opfordre til at overveje, hvilke reaktioner jeres modeserier såvel som alle andre dele af bladet kan sætte i gang.
Med Mads Nørgaards ord, så er meningen med mode hverken at overdøve eller undertrykke. Mode er og bør mode være mere end blot ekvipering; det ville klæde et i øvrigt ansvarsbevidst magasin som Euroman.

Du sidder i en finsk lobbyorganisation for tekstilproducenter og har ansvaret for at arrangere en konference. Til denne konference inviterer du en masse kloge mennesker, bl.a. en repræsentant for WTO (World Trade Organisation), og glad bliver du, da WTO’s repræsentant, Mr. Hank Hardy Unruh takker ja til at tale til din konference. Intet ved du om, at repræsentanten ikke kommer fra WTO men i virkeligheden er anti-globalist og en del af aktivist-gruppen The Yes Men, der bruger humor (i visses øjne) og en lemfældig omgang med sandheden til at afsløre de store, internationale virksomheders egentlige intentioner.
Man skulle tro, at du havde luret den, da Mr. Unruh af sin assistent får revet sit jakkesæt af og fremtryller dette outfit:

Mr. Hank Hardy Unruh

Men nej, pænt sidder du og resten af deltagerne og lytter, mens Hank fortæller om det stupide i, at slaveriet i sin tid blev afskaffet efter Nordstaternes sejr i den amerikanske borgerkrig; markedet ville på sigt jo have ændret strukturerne til det, vi har i dag: sweatshops i den tredje verden.
Du sidder stadig pænt og lytter og fatter ikke én meter. Og som The Yes Men siger: If the conference attendees blithely followed the Yes Men down such nightmarish paths, real business leaders must be able to convince these “experts” of anything. Which is exactly what they have done…

Hele historien og mange flere kan læses på The Yes Mens hjemmeside, hvor du kan læse meget mere om dette bizarre men afsindigt morsomme koncept, der på bedste vis kombinerer en stærkt kritisk holdning med humor og viser, hvordan man i allerhøjeste grad kan tage røven på selv de største organisationer i verden!

DR2 viste i aftes dokumentaren The Yes Men fra 2004.
Traileren for den nyeste dokumentar om The Yes Men, The Yes Men Fix The World, som i øvrigt vandt en pris for bedste dokumentarfilm på Sundance Film Festival 09, kan du nyde herunder:

The War Room

Cinemateket viste søndag d. 29/03  ‘The War Room’, og som altid tak til Cinematekets dristige redaktører for at give os film, der er ganske langt væk fra the mainstream.

Filmen er en del af Cinematekets serie ‘Direct Cinema fra 1960 til i dag’ og følger Bill Clintons 1992-kampagne fra ‘The War Room’, valgkampagnens hovedkontor i Clintons hjemby Little Rock, Arkansas.
I særdeleshed er der sat fokus på valgkampens chefstrateg James Carville samt kommunikationschef George Stephanopoulos, der om nogen står som de centrale aktører bag Clintons valgstrategier.
Efter al den medieinteresse, der var omkring Barack Obamas valgkamp – hvor netop dette fokus på spin og alle de eksisterende mekanismer bag en valgkamps strategier blev sat til debat – var det spændende at få et indblik i den historie, der har skabt denne udvikling. Sloganet for ‘The War Room’ er ‘They Changed the Way Campaigns Are Won’, og det er ikke blot et tomt salgsargument. Selvom Kennedy allerede i 1960 mødte Nixon i den første tv-transmitterede præsidentdebat og dermed banede vejen for valgkampe i massemediernes sfære, så viser filmen, at der med øget mediedækning var behov for nye metoder, og det kom de med. Selvom tesen om angreb som det bedste forsvar ikke er ny, så satte de nye standarder for, hvor aggressivt der blev gået til værks bag linjerne i en valgkamp. Og for en retoriker er dette jo som den sødeste honning!

Både Carville og Stephanopoulos kommer med et utal af dybt karismatiske og inspirerende kommentarer, og på lærredet brænder det virkelig igennem, hvor meget disse mænd er drevet af dette politike spil.
1 min 18 inde i dette klip giver Stephanopoulos den mest fantatiske tilsvining af en af Ross Perots kampagnestrateger, der truer med at offentliggøre yderligere, kompromitterende information om Clintons elskerinder; ja allerede dengang var den gode Clinton involveret i sager, hvor sandheden måske blev bøjet en kende.

Resten af filmen kan ses som mindre bidder på vores alles youtube, og der er et utal af godbidder gemt i de forskellige klip.
Enjoy!

I øvrigt vises i morgen ‘The Return of the War Room’ kl. 16.45.