Damn, it’s strange to be back in the high North with no snow and +7 degrees. Don’t get me wrong, it’s not necessarily bad but just really strange. It’s almost like after leaving a ship where the motions of the vessel is still in your body, making you feel a bit drunk. I have it the same way, just with the movements of skiing – they haven’t left my body, and my legs are trying to understand, almost as if they were screaming out loud: WHAT HAVE YOU DONE?

Men misforstå mig nu ikke fuldstændigt. Det er rigtig dejligt at være hjemme i den trygge andedam igen – et sikkert farvand, hvor man kender de stille bølgers skvulpen og vandets temperatur som sin egen bukselomme. Et sted hvor man, hvor man kender de forskellige ænder, der krydser ens vej og ikke mindst det sted, hvor man kan vugge i den bedste bølge sammen med sin kæreste (:

Min sidste dag på Kong Vinters efterhånden noget ridsede skuldre forløb ganske eminent. Som enhver god dag i bjergene, så stod den på en tidlig gestus til dagen, solid morgenmad og derefter afsted mod den første lift.
Jeg skal ikke kunne sige, hvorfor det giver en indre ro at sidde med sin kickstartende espresso og vente på den første lift – ikke bare næsten nå den men rent faktisk på den mest overlegne, morgenfriske facon at vente på liftpasserens signal. Måske fordi jeg i bund og grund er det stik modsatte af et morgenmenneske, så når det endelig sker, får jeg er lille wake up call. Godt nok varer det på ingen måde ved, for følelsen af at blive liggende under dynen, er stadig en fryd uden lige.

Eric, som tidligere har huseret herinde på bloggen, var denne dag med i bukserysterbanden – det samme var fototroldmanden Francois, så det var med en forventningsfuld stemning i kroppen, at vi forlod alfarvej og spændte udstyret på rygsækkene. Området havde denne dag ikke fået sne i op mod to uger, så det var svært nødvendigt for at finde nye kringelkroge for vores lille eventyr.
Med sved på næsen og næsten to timers vandren ud i vildmarken lykkedes det os naturligvis at finde urørte sider, foreviget af troldmanden. Under de forhold kunne jeg ikke have ønsket mig en bedre finale – tak til Eric, Francois og ikke mindst Kong Vinter for godt selskab.

Næste eventyr er Helly Hansen Freeride DM i franske Les 2 Alpes – tjek den cremede freeride og ikke mindst arrangørernes hjemmeside ud her, www.freeridecreme.dk. Jeg har aldrig prøvet at køre en freeridekonkurrence før, så det bliver en ‘pop a cherry’ oplevelse for mig. Jeg vil prøve at snylte på de mere erfarne kræfter, der stiller op, køre en svær linje og så gøre det 10% hurtigere, end min hjerne har lyst til. Det bliver fantastisk at prøve, og mon ikke benene klarer det – mere info følger her på bloggen!

Billederne fra Francois er endnu ikke dukket op til overfladen, så bloggen må nøjes med amatørsnapshots – jeg bilder mig ind, at den overlever.

Weekenden oprandt dog, og sammen med to andre barnlige størrelser, Sander og Travis begav jeg mig ud i ødemarken. For selvom det er mere end en uge, siden Kong Vinter sendte sine spytklatter ud over områdets takkede bjergekamme og dybe kløfter, er det skam muligt at finde ganske urørte bjergsider – man skal bare vide, hvor man skal lede.

Sander Kan, hollænderen med det skønneste legebarn gemt bag sit 42-årige ydre, arbejder i år ikke længere for Neige Aventure men i stedet for henholdsvis Powder Extreme og Montaigne Magique. Ja, alene navnene afslører vist, at der er tale om et kontor med noget vildere afstikkere til kopimaskinen, end tilfældet er for mig. Han agerede guide for dagens strabadser, og selvom jeg forsøgte det bedste, jeg havde lært, skylder jeg ham stadig en stor tak!
Travis er australier med fuckin’ stort A og samtidig manden, der gør, at man tror på flere skytsengle til ét menneske – manden har en sær dødsforagt og samtidig en stor kærlighed til humlens glæder (og sorger) men samtidig en allerhelvedes god skiløber. Altid en fornøjelse at være i bjergene med ham!

Mens hvid stues pædagoger denne dag var helt uden overenskomstskvaler eller bekymringer over indeklimaet, boltrede vi os i alle afkroge af verdens bedste, endeløse daginstitustion. Med Europas største dæmning i baggrunden og den hvidskæggede konges velsignelse i baghovedet susede vi ned over gennem den ene pudderfyldte couloir efter den anden.

I lørdags kom min kære moder og moster Irene samtidig, så vi hygger, spiser lækker mad og forsøger at blive gode venner med Kong Vinters kuperede terræn.
Både de og jeg kan dog med sikkerhed skrive under på følgende erklæring:

Kong Vinter, jeg elsker dig!

Særligt Livignomafiens uønskede søn, italieneren med de store armbevægelser og evner i et køkken kun forundt de få, kunne høres på miles afstand.

I walk into a burning ring of fire.

Som en steppeild, der breder sig med lynets hast, blev natten oplyst og vi blev endnu højere, mens gasserne udledte CO₂. Hvis kalenderåret havde været i den mørke middelalder, manglede vi bare en vantro at brænde af – muligvis havde en galge uden for byen også kunnet gøre det.

I went down, down, down
and the flames went higher.

Den italienske Dr. Gonzo var ikke til at styre på ti tønder land, og brølede mod himmelhvælvingen. Med dalen som en omvendt stjernehimmel – menneskeskabte stjernebilleder 2000 meter under os – og gruppens forførende storhedsvanvid som primus motor i vores momentum gennem svingene, kunne jeg mærke aftenens energier nærme sig klimaks.

And it burns, burns, burns
the ring of fire
the ring of fire.

Manden i sort, med den direkte linje til den smertens børn, viste sig endnu en gang ikke at have levet forgæves.

For til fulde at forstå omfanget af dette vanvid, var det nok nødvendigt selv at være til stede. Alle læserne kan jeg dog berolige med, at undertegnede til fulde tog del i festlighederne og sugede til sig af samtlige indtryk.
Brølende fra vores lungers kulsorte dyb fortsatte vi ud af den dionysiske tangent, hvis første meter vi allerede trådte mange timer forinden.

Dagen efter kunne vi omtågede konstatere, at det menneskelige sind er i stand til at fortrænge op til flere lag af løsslupne sider, som ved ganske bestemte former for provokation dog trænger op til overfladen.

Vores jagt på den schweiziske drøm fortsætter denne weekend i Kong Vinters armhuler – det bliver interessant at opdage, hvilke sider af sindet de åbner for.

Bloggen skriger på pixelsuppe, så den skal ikke snydes – jeg håber, I andre også kan nyde dem.

Love and bless!
Marcus

Sidste uge mistede jeg som sagt mit hjerte til de to danske prinsesser, Amalie og Isabella. Og lur om mig om Kong Vinter ikke har fået sig endnu to børn i den enorme flok efter de to charmørers tango i plov.
Al undervisning har vel sine op- og nedture, men netop i dette selskab har jeg svært ved ikke at stige til vejrs. Folk er her jo netop for at lære, og selvom nogle fra naturens (og tiden på kondicyklen) side har større talent end andre, findes der en oprigtig vilje til at ville lære. Så føler man sig lige pludselig ganske priviligeret.

Kigger vi i kalenderen, er det årets korteste måned og ikke mindst højsæson. Turisterne har for alvor indtaget gadekæret samt den lokale storgrossers landhandel, og miljøskadet som jeg er, har jeg svært ved at forstå al streeset. Lørdag begik jeg den brøler at bevæge mig ud i vrimlen for at købe noget så tilforladeligt som mælk og kiks (et stort hit efter de daglige danse) – men samtidig en stor fejl, kan jeg hilse at sige. Sidst en storkonflikt ramte andedammen er ingenting sammenlignet med det scenarie, der mødte mig i den lokale Migros. Alt fra russiske storszarer til arabiske stormuftier og schweiziske bankfyrster kæmpede en indædt og meget højlydt kamp om de sidste rester af UHT-mælken og handikapkyllingerne.
Ja, der er ikke sådan at være midt i orkanens øje, når der hersker kaos på hvid stue.

Jeg skal dog ikke få det til at lyde, som om weekenden var ren tortur for Københavns største fan af Irma i Ryesgade – se, det er en dejlig, rolig butik. Fredag nat slugte den hvidskæggede konge nemlig et vognlæs vinterkameler, indgik en strategisk aftale med måneskinnet og spyttede derefter knastør februarpudder over Les 4 Vallées’ bølgende bakker og takkede bjergkamme.
Så sent som i går blev der så endnu en gang åbnet for sluserne, og som i Jesper Theilgårds hedeste drømme om en hvid jul, kunne vi rende rundt i Nendaz’ gader og tungekysse med knasende sprød, frossen H2O.

For ikke at overbelaste min blogs lokale hjernevrider, kan jeg trøste ham med, at bloggen naturligvis får sin ugentlige ration Picturee-Pal – det skulle gerne holde vinterpelsen og samtlige pixels i storform:

I aften fejrer vi fastelavn og svinger os i kongens fletninger, mens vi i ledtog med den gode Dionysos hylder ham med vin chaud og et vintersymposium af usete dimensioner – fortsættelse følger!

De næste par uger vil indlæggene her på bloggen og så Kong Vinter bloggen i DR regi dog nok ligne hinanden.

Ugens program har indtil videre budt på en del undervisning med en lille klan fra andedammen; bl.a. har jeg fuldstændig tabt mit hjerte til familien Skalbos to døtre, Isabella og Amalie på henholdsvis fire og fem. De trykker den af og giver den gas på børnebakken. Her går den lille lift i daglig tale under navnet Det flyvende tæppe, så jeg er Aladdin og de skiftes vist nok til at være prinsesse Jasmin. Det er meget svært at stå for (:

Livignomafiaens uønskede søn er stadig ikke til at styre på 10 tønder land – her er Domenico fanget på kamera, da han i fuld fart forsøgte at flygte fra mafiaens schweiziske forbindelser:

Ja, som den kvikke bloglæser har opdaget, er den ikke helt i vinkel, men jeg har brug for lidt mere tid i videoredigeringsskolen, før den kommer på ret køl – jeg arbejder på det..

Fredag kommer der sne igen, hurra! For de nysgerrige kan en vejrudsigt ses her – Meteo Suisse.

Men ikke kun den gode Monsieur Gondry kan finde ud af at bruge fødderne. Al den bjergaktivitet har gjort lårmullerne stærkere og stærkere, så nu går det ikke kun ned gennem pudderfyldte couloirer men også op langs spor allerede lagt af vores gode venner – les etagnes eller bjerggederne, om man vil.
Eric (ja, han smilte i dag) og jeg tog en seriøs stroppetur efter endt undervisning og fandt en række lækre, urørte rester fra Kong Vinters skønhedssøvn.

Nedenstående billeder, taget sidste uge på en mageløs, magisk mandag er naturligvis også Chuck Norris APPROVED – Francois Panchard (www.arolle.com) havde fingeren på aftrækkeren.

Hernede kan jeg mærke, at jeg lever på en anden måde – eller så er det bare en anden side af mig selv, der får lov at skinne igennem, når hverdagen er fyldt med store linjer, ømme ben og den barnlige glæde. For 24 vintre er ingen alder, når det handler om at lukke sit indre legebarn ud – spørg bare Domenico, madman / damn good cook straight outta Livigno. Og han har endda rundet 28!

Dagens billeder burde være fungere som belæg – der blev hoppet og leget til stående applaus fra hvid stues pædagoger.

“Jeg havde ikke gået langt, før byen var i mig. New York er en tilstand. Den rammer de mest elektriske nervebaner i kroppen. Man bevæger sig anderledes, tænker anderledes, trækker vejret anderledes. Man får nye drømme, skyskraberhøje i forhold til dem man har derhjemme.”

Jeg behøvede ikke at læse perioderne igen for at kunne genkende den gode Sabroes oplevelse – men fascinationen ved denne metropolernes metropol projiceredes i mine øjne over på Alpernes knoklede skuldre, de kalkfarvede rygge og afgrundsdybe slugter. For mig er bjerget en tilstand og sikke en tilstand at befinde sig i.

Det medbragte kamera spillede strategisk for at fange det foregående døgns hændelser.

Bjerge der tager bad i solnedgangen, synsforstyrrende humle og friskkværnet pudder – ikke noget dårligt døgn (:

Liften var præget af den triste stemning; ok så var det vel en dag med skogsåkning, som de siger i min faders land. Lige indtil tågen blev tyndere, taget lettede og en mælkehvid sky åbenbarede sig under os. Endnu en gang måtte jeg knibe en tåre – dette var for smukt!
En stor tak for skønne, aggressive linjer og fræk klippekærlighed til Eric og Thijs. Billederne herunder taler vist for sig selv.

Det er altså svært ikke at smile, når le marafreedou smager så godt, som tilfældet var i dag.
“Kom nu Eric, smil til fotografen” (:
Love and bless!