Davos

Atter hjemme i andedammen, der slet ikke er grå og trist, som tilfældet ellers plejer at være. Frostklar, smuk og knitrende kold; se det er en dejlig velkomst. Inden da bragte min schweiziske tour de force mig atter til det østlige Schweiz, nærmere bestemt den gamle kurby Davos. De senere år er det hyggelige vintermekka blevet kendt som hjem for World Economic Forum (‘Committed to improving the state of the world’, som de selv udtrykker det, og så kan man tygge lidt på den gamle diskussion om mål og middel), der siden 1970 har holdt til i Davos, men inden da har byen haft en lang historie som kurby. Bl.a. samlede Thomas Mann inspiration til flere værker tilbage i slutningen af det 19. årh., og efter en depression fandt den tyske maler Ernst Ludwig Kirchner endda ud af, at var langt mere interessant at bo i og portrættere bjergene omkring sig. I byen finder man sågar et museum dedikeret til den ekspressionistiske maler.
Desuden har Davos det smukkeste logo, jeg længe har set – simple but good.
I Davos deltog jeg i svenske Sebastian Garhammers freeski camp, hvor en gruppe på godt 15 nysgerrige deltagere blev præsenteret for en bred palette af oplevelser og viden, der er nyttig (og nødvendig), når man bevæger sig ud i Moders Naturs kradsbørstige vinterbaghave. Sebastian er en vanvittigt dygtig skiløber, og med sig havde han Jon Larsson, ligeledes et af broderlandets fremmeste friåkere, samt en række dygtige, lokale guider. Det er ganske enkelt en fryd at overvære så dygtige skiløbere, for de får selv de sværeste bedrifter til at se legende lette ud. Overvær bl.a. dette i den ekstremt smukke The North Project, hvor de to herrer kæmper med nogle af Alaskas skrappe bjergsider.
Tingene flasker sig bare ikke altid helt, som man håber på eller planlægger. Det måtte jeg sande, da jeg pludselig havde indledt en hed affære med en stor, djævelsk davoserklippe, og min venstre balle var første kropsdel til at tage del i løjerne. Til de undrende kan jeg – vel ikke overraskende – skrive under på, at det gør ret ondt.
Heldigvis har schweiziske apoteker udmærket smertestillende medicin, også selvom man tropper op uden recept, og jeg formåede at slæbe min forslåede krop hjem til andedammen igen.
Nu står den på det søde akademias liv i et sneklædt København; trods alt ikke den dårligste måde at lade kroppens batterier op igen.
Arkiveret under:Freeride | Leave a Comment





No Responses Yet to “Davos”