Inden samtlige af hestene på Dionysos’ firspand blev sluppet løs og galopperende trampede mere end 100.000 menneskers hjerneceller til en skvulpende, novemberfarvet mosebryg af røg, alkohol, vuggende rytmer og et tiltrængt afbræk fra ligusterhækkens omklamrende favntag, nåede jeg desuden en tur langt op i det høje nord.

Johannes V. Jensen skriver i sin episke myte Sommersolhverv fra 1932, at solen fra denne naturlige skillelinje er “…på Retur med Sommeren og de lyse nætter.”
Sommerens varme favntag forsvandt heldigvis ikke så hurtigt, men som den danske digter dengang konstaterede, er der noget ganske magisk og skelsættende ved den årligt tilbagevendende begivenhed; også selvom den markerer, at vi atter bevæger os mod mørkere tider.

Sommersolhverv i det høje nord er om muligt en endnu mere storslået oplevelse end på de danske breddegrader. Det bliver simpelthen ikke mørkt. Himlen antager blot mørkere nuancer, Norrlandshimlens blå toner blander sig med aftensolens gule, røde og lilla penselstrøg og glider langsomt mod det tusmørke, vi alle kender fra sommerens smukke solnedgange. Forskellen er blot den, at tusmørket aldrig rigtig indfinder sig. Disse nætter er som skabte til aldrig at sove, og kroppen ønsker heller ikke at sidde stille – den vil lege. Ved midnat kan man tydeligt se frisbéens bane, og efter kl. to bliver den atter oplyst af en solgud på retur, rede til endnu en dag.
For nu vil jeg dog lade beskrivelserne ligge. Billederne herunder siger måske mere end tusind ord…

Søen i Långsele lidt over midnat

Changerende skønhed

Tusindben på vej til himmels eller blot strittende siv (måske afhængig af fantasien)