Sommeren tog favntag, viste sig fra sin kærligste side og gav mig de skønneste, varmeste og dybeste tungekys hele vejen fra København over Roskilde, fortsatte sin kærlighedserklæring vestpå til Fanø og tilbage igen.
Voldsomt subjektivt nuvel, men du danske sommer – du er nu min klare favorit her på jord!

Selvom det efterhånden er mange uger siden, blev min polka på afsvedne festivalstrå blev meget mere end bare en dans. Dionysos fortsatte sine dagslange omfavnelser, luften var tyk af kildende dufte fra varmere himmelstrøg, og midt i det hele befandt vi os i den bedste af alle verdener. Kursen var sat mod Ønskeøen, og med mindre mine få tilfælde af Alzheimer light gemmer på farlige hemmeligheder, blev de alle opfyldt.
Herunder et lille sprogligt ‘snapshot’ fra en magisk eftermiddag samt et væld visuelle fra en i mange henseender ganske magisk uge.

Jeg ligger på græsset. Den azurblå himmel over mig er plettet af trækronens semitransparente teltdug, og på hver sin trommehinde forkæler arabisk chillout indersiden af mit hoved. Jeg behøver ikke tænke længe over den følelse, der summer i hele min tømmermændsplagede krop for at lure, hvilken effekt denne orange oase har på mig: ren og skær lykke. Muligvis blandet med lidt tømmermænd og en fortsat summen efter Trentemøllers fuldstændigt hæsblæsende optræden på Orange Scene den forgangne nat; min ubetinget vildeste oplevelse på dette års festival (læs bl.a. Gaffas anmeldelse her).