London calling to the faraway towns
Now war is declared – and battle come down
London calling to the underworld
Come out of the cupboard, you boys and girls
London calling, now don’t look to us
Phoney Beatlemania has bitten the dust
London calling, see we ain’t got no swing
‘Cept for the ring of that truncheon thing

…sang The Clash i 1979. Dengang brændte verden, kapitalismen og kommunismen befandt sig hver især langt nede i bitre atomskyttegrave, og den menige mand var voldsomt desillusioneret; ikke bare i England men i mange, europæiske lande.

London anno 2009 ser ganske anderledes ud. Den mangeårige ex og derefter atter Labour-borgmester Ken Livingstone er skiftet ud med den konservative Boris Johnson, byens fodboldhold er ejet af fremmede millardærer, og byen er med sine godt og vel 7,5 mio. indbyggere en skueplads for vidt forskellige baggrunde. Denne voldsomme spraglethed – både sproglig og kulturel – kom måske lidt bag på mig. Nuvel, New York er en stor, voldsomt og fantastisk larmende metropol, men London halter ikke langt bagefter, og der mærker man om noget, at man er en grisefarvet dansker fra en enormt homogen lille andedam.

Men weekenden bød ikke kun på iagttagelser af ovenstående karakter. Efter sidste weekends marathon stod den faktisk mest på ren slapper med ‘the boys’. Fantastisk!!!