Så oprandt den store dag!
Dagen hvor de små grå ikke længere kunne trække hele læsset. Dagen hvor måneders træning endelig skulle stå sin prøve. Dagen hvor vi alle pludseligt (og ganske frivilligt endda) lod os spærre inde i en tidsmaskine, midt på Vester Voldgade, for at blive sendt helt tilbage til stenalderen. Nå ja, ser vi bort fra alle de små kinesiske børnearbejdere, der i det 21. århundredes kapitalismes hellige navn har siddet og syet og strikket alt vores fine udstyr sammen, så nærmer vi os. Fysisk var det tilbage til hulemennesket, der med sin kropsformåen alene spæner afsted for at redde sit eget skind. Og det gjorde vi så!
Luften var tyk af dirrende spænding, halvnervøs latter genlød langs Nationalmuseets tykke mure, alle kropsdeles friktions-risici var nedbragt ved hjælp af vidundermidlet over dem alle, vaseline, og sammen med 10.000 andre håbefulde livsnydere var Sebastian og jeg med andre ord klar til at skyde årets topscorer udi storpineri i gang.

De første 25-30 km. gik egentlig ret godt, fint tempo, god fornemmelse og vigtigst af alt, gode ben. Derfra begyndte historien så desværre at antage en lidt anden karakter. Benene lod først milde beskeder gå op til de øverstkommanderende på øverste etage, og da intet skete, tog de kraftigere midler i brug. Ja, benene kunne pludselig mærkes og det med en voldsomhed, jeg ikke tidligere har prøvet, men det kommer måske ikke bag på nogen, eftersom jeg aldrig har løbet mere end de 28 km., Sebastian og jeg tilbagelagde for nogle uger siden. Det måtte jo være nok, kunne vi kækt konstatere. Om det havde gjort nogen forskel at løbe mere, ved jeg ærlig talt ikke, og egentlig er det også fuldstændig ligegyldigt. Nu var vi kommet så langt, og så skulle et par pivende stænger ikke ødelægge det for os.
Kilometer for kilometer nærmede vi os forløsningen, kramperne sad som små opskruede fjedre overalt i kroppen og ventede på den mindste motoriske fejltagelse og så HAPS! kunne de klappe, men heldigvis for os skete det aldrig. Benene blev dog tungere og tungere, og mens vi nærmede os målet – 36 km., 37 km., 38 km. pust, støn, gisp – oplevede jeg en følelse, jeg aldrig før er stødt på: Kroppens totale udmattelse! Hvert et skridt føltes som et svirp med et iskoldt, vådt håndklæde mod mine lårmusklers inderste afkroge, hvert åndedræt føltes som tusind gasbrændere alle havde taget bolig i mine lunger, og samtlige kroppens muskler – ikke kun dem i benene – tryglede mig om at stoppe pineriet.
Pinslerne havde dog sin ende, og da vi rundede Nyhavn og kunne skimte Den Sorte Diamant og slutningen på de 42.195 m., så steg adrenalinniveauet til uanede højder, det summede for ørerne, snurrede i samtlige af de før så udmattede muskler, og jeg kunne med den fuldstændige forløsning skrige min glæde ud, da jeg passerede mål i tiden 3 timer og 47 minutter.

Helt ren smerte, helt ren glæde – tak til viljen!

Herunder ses et af de mest ekspressive billeder, jeg fandt inde på Politkens hjemmeside:

Når jeg får fat i mere personlige billeder (de er derude, ved jeg), så får bloggen noget at tygge på.

Indtil da – hold den langdistance mine kæreste!