Manhattan

Nedenstående essay skrev jeg for et par år siden. Billederne stammer dog fra min tur i efteråret 2008 men taler nu stadig sit tydelige sprog om denne metroploernes metropol. Byen der aldrig sover og aldrig står stille.
På en måde vil billedernes fastfrysninger af den konstant bevægende og flydende organisme, som NYC for mig fremstår som, derfor aldrig kunne yde virkeligheden retfærdighed, og det samme gælder muligvis for de nedskrevne betragtninger. Men hvorom alting er, håber jeg min fascination skinner igennem.

I JOHANNES V. JENSENS FODSPOR.
Jeg bliver sat af ved en station i det hektiske Chinatown, på hjørnet af Canal st. og Bowery; mørket har for længst sænket sig, men stadig er her hektisk, aktiviteten er høj. Amerikanske gloser blander sig med asiatiske, mine smagsløg bliver pirret af den stærke chili, som kokken i gadekøkkenet få meter fra mig slynger i sin stir-fry, og jeg er ikke i tvivl om, hvor jeg er havnet. New York City.

Just embrace!

Siden første gang jeg så Larry Clarks Kids og senere læste Paul Austers New York trilogi, har jeg higet efter at opdage denne metropol. Sidste sommer bød muligheden sig, da jeg fik arbejde i Florida, og livet formede sig således, at jeg efter en rejse på tværs af Amerika og retur igen, fik chancen for at ende min opdagelsesrejse netop i New York.
Denne by har i flere hundrede år fascineret og tiltrukket danskere; lige fra de, der rejste over Atlanten for at finde sig en bedre tilværelse i slutningen af det 19. århundrede til unge i vores zappergeneration på jagt efter meningen med tilværelsen.
Dette uudtømmelige byrum har givet inspiration til og virket som en magnet på udøvende kunstnere i generationer; lige fra Walt Whitmans digte til Woody Allens film, fra Johannes V. Jensens rejsebeskrivelser til Klaus Rifbjergs lyriske stykker. Næsten ligegyldigt hvem man spørger, vil de have noget at sige om denne metropolernes metropol. Har de ikke været der, så ønsker de at rejse dertil; har de derimod været der og betrådt byens fortove, higer de efter at komme tilbage.
New York er et specielt sted, der kan tjene som baggrund for enhver historie. Det er dermed ikke kun kunsterne, der drages af New Yorks tiltrækningskraft; den moderne, urbane bevidsthed, som New York emmer af, gør sig til hos alt lige fra digterspirer til graffitikunstnere.
Byen er ikke lutter idyl, læs blot Jack Kerouac, men den er skueplads for så mange genrer og en legeplads for så mange mennesker, at man som besøgende ikke kan undgå at blive dybt fascineret.

Johannes V. Jensen beskriver sine rejser til New York i flere ombæringer.
Første gang han kommer dertil er lige ved århundredeskiftet, byen er en skueplads for hektisk aktivitet, og vi betages som læsere; ”… den er os alle sammen forfra, i større og lykkeligere Stil, uden skæbnesvangre Rebuser i Hjertet af Tilværelsen, bare Liv, Drift, Flugt og Appetit, en Springe-over Verden. New York!”
Jeg fascineres af denne fantastiske beskrivelse, for Johannes V. Jensen formår her ikke blot at give sin egen fascination til kende. For mig at se sætter han ord på netop den følelse, vi alle har stået med ved mødet med, ikke kun New York men enhver metropol, der slår benene væk under én.
Det er den boblende smeltedigel, hvor alt kan ske.

Tidligere på min rejse boede jeg ved en gammel hippie i San Francisco. Jimmie hed han og var skøn og skør, men dog på sin ganske egen vis. Han talte som en, der virkelig havde oplevet mange sider af livet udfolde sig; om alle hans røverhistorier var sande eller ej, skal jeg ikke kunne sige, men et fornøjeligt bekendtskab var han uden tvivl.
Hans sidste råd til mig, inden jeg drog videre var: ”If you really wanna see the real New York, get the hell outta Manhattan – then you’ll see!”

I New York kan man finde alt det, man ikke støder på andre steder, og for en dansker, der higer efter den store verden, er New York et sandt paradis. Man skal bare vide, hvor det er værd at lede.
Det er multikulturelt på et helt andet niveau, end man er vant til fra andedammen. I København går du på Statens Museum for Kunst og ser én ægte Rembrandt (afhængig af hvem man spørger), I New York vandrer du ind på MoMA og kan ikke tælle deres Picassoer på en hånd.
I København kan man finde den klassiske pakistanske på Vesterbrogade, samt en håndfuld restauranter med typisk udenlandsk præg spredt rundt i byen. I New York er der hele kvarterer med sit distinkte præg; man lader lugtesansen agere kompas og vælger selv først, om det skal være asiatisk, sydamerikansk eller afrikansk; derefter pejler man sig yderligere ind.
Ikke et ondt ord om København, og den mangfoldighed, der trods alt er at finde i den danske hovedstad, men selvfølgelig kan det mærkes, at vi i New York har at gøre med en af den vestlige verdens helt store metropoler.

Jimmies gode råd var ikke prellet af på mig. I første omgang havde jeg i den henseende været heldig at få en sofa at overnatte på i Bronx. Igennem et verdensomspændende netværk kaldet SERVAS, hvis tanke er, at tværkultur og møder mellem mennesker skaber forståelse, var jeg stødt på Karen Arthur. Konceptet går kort sagt ud på, at man kan vælge at huse Servasmedlemmer og på den måde møde nye mennesker med andre kulturer, der måske fordrer en ændring i ens syn på visse ting her i tilværelse. Karen, som boede nær 230th st. var netop medlem af Servas, og således gik det til, at jeg var tvunget til at tage metroen mod syd, hvis jeg ville til Manhattan; denne konsekvens var dog bestemt ikke en årsag til irritation.
At være passager i et tog er jo som at læse en bog om de mennesker, der bor i byen. Samtaler, som for indfødte ikke er specielle i nogen henseende, bliver pludselig interessante for mig.
Samtidig som jeg tillægger metroen ekstra kvaliteter, må man jo ikke glemme dens vigtigste opgave; at få mig fra a til b. I løbet af den uge jeg tilbringer med at udforske New Yorks afkroge, føler jeg mig mere og mere hjemme med metroen som min tro følgesvend.

Linje 1 tager mig fra det nordligste Bronx til sydspidsen af Manhattan. Jeg står af ved 42nd st. og skifter tog, fortsætter min færd med linje N og hopper på linje J ved Canal st. Det er som et puslespil, hvor de løse ender skal passe sammen, men jeg nyder det i fulde drag og kan skimte ud over East River, idet toget tager mig mod Brooklyn ad Williamsburg Bridge.
Manhattan er vel det, mange forbinder med New York, men hvad der måske ikke så udtalt er netop, at en naturlig følge af et mere velpoleret Manhattan og deraf højere priser, betyder langt mindre af de gamle, autentiske miljøer. Selvom aktiviteten stadig syder i Little Italy og China Town, virker hensynet til turisterne og den medfølgende købekraft lidt for stor; det er vel alt sammen et spørgsmål om penge. Den klassiske ”bohemekonflikt”, som vi også støder på i dagens Danmark, hvor velstillede unge gerne vil leve i et knapt så poleret kvarter (tag f.eks. Christianshavn eller indre Nørrebro), er jo på længere sigt umuligt.
Karen fortæller, at nu om dage skal man til Queens for at finde en troværdig carbonara eller Little Odessa i Brooklyn for at finde en ordentlig borsch. Jimmies opfordring giver mening, om end jeg ikke i denne omgang får muligheden for at prøve de ovennævnte. Til gengæld smager jeg vaskeægte soulfood på 128th st. sammen med Karen. Jeg var den eneste hvide person i hele restauranten. Maden var fantastisk.

Soulfood

... denne gang sammen med Nanna (:

I Williamsburg finder jeg de unge bohemer, der søger en mere rå stil, end hvad det er muligt at støve op på Manhattan. Samtidig er det hjemsted for en del af New Yorks jødiske befolkning, inkl. den ultraortodokse. Kalotter og skriftruller under armen er ikke noget sjældent syn. Jeg tager mig selv i at stirre, mens jeg forundres over religioners betydning og straks skynder mig at skænke en venlig tanke til Vorherre.
Kontrasten mellem kunstnertyperne, musikerne og de stærkt religiøse jøder er slående. Jeg overvejer, om man kan sætte et prædikat på en new yorker; hvordan kunne en beskrivelse lyde? Det multikulturelle er her stærkere end andre steder i USA; det er vel også en af grundene til, at mange lokale siger om New York, at det skiller sig ud fra mængden. Der er New York, og så er der resten af det enorme land med over 300 millioner mennesker.
Engelsk er naturligvis det talte sprog, men Karen fortæller, at faktisk taler op imod en fjerdedel af New Yorks befolkning slet ikke engelsk, og skrev man ned for hver gang man hørte et nyt sprog blive talt i gaderne, ville man snildt komme over 140. Så føles Danmark igen meget lille.
Nogle ville hævde, at new yorkeren, i kraft af hans urbane tilhørsforhold, ikke tager den med ro. ”The city never sleeps”, som man siger, og skeler vi til Johannes V. Jensen kommer han med endnu en fascinerende observation, der tager et interessant udgangspunkt: ”Ingen kan man som New Yorkeren kende paa hans Støvler. De ligner en ny Art Hove, Vandrefødder, stødte og støvede af det skarpe Støv, de selv river op fra Gaden, Kulpartikler, Metal og Stensmuld, som falder af en By ved Slid. De ligner Bjergbestigere og er det ogsaa, de holder sig hver dag oppe paa det stenede Højfjæld af moderne By, de avancerer over en Grund, der dirrer af Trafik som en Vulkan, de aander en luft, der er giftig af Røg og svanger med Elektricitet som et Tordenvejr, de orienterer sig mellem Lavastrømme af Mennesker, der konstant befinder sig i Opløb, og Sporvogne og Tog over Hovedet og under Jorden…”
Sikken beskrivelse.

Metroen farer tilbage over Williamsburg Bridge.
Jeg begiver mig op fra undergrunden ved Bowery og slentrer dovent gennem noho, suger til mig og nyder stemningen. Unge skatere bruger byens naturlige obstacles i deres leg, og travle forretningsmænd kigger efter dem med en irriteret mine.
Et af NYU’s (New York University) mange skilte fanger mit blik, og jeg drømmer mig væk til en studentertilværelse i denne fantastiske by. At priserne for et værelse snildt sniger sig op på 1000 dollars om måneden er unægtelig en kilde til disillusion; kig blot på craigslist.com og få selv syn for sagen. Her er plads til drømmende bohemer; blot ikke de fattige af slagsens.
Byen er dog stadig fantastisk til at drømme i. Lad drømmene svæve frit af sted og suge næring til sig. Man skal heller ikke lade sig begrænse sig af penge, har jeg ladt mig fortælle, så det forsøger jeg at undgå, mens jeg slentrer videre.
Jeg bænker mig i Tompkins Square Park, et par minutters gang fra noho; befinder mig i East Village og ser børn lege, mens forældre tager sig en slapper på bænkene. Alle rundt omkring mig ser sikkert fra første øjekast, at jeg er turist, men det skænker jeg ingen tanker.
Jeg nyder at være udenfor de andre turisters rækkevidde; læser New York Times og nyder måden, den er skrevet på, selvom mange af historierne forudsætter et kendskab til tidligere udgaver af avisen samt en for mit vedkommende bred politisk/ social update. Jeg er ligeglad.
Jeg bevæger mig videre langs husmure og leger tagfat med fortovskanterne. Danser på stregerne, der adskiller de plettede fliser og mærker, at jeg har lyst til at råbe op og fortælle samtlige sjæle i videst mulige omkreds om min boblende glæde. Jeg husker dette øjeblik ganske tydeligt; set i bakspejlet var det nok et af de øjeblikke, man senere husker som lykkelige.
Om det er den smukke pige i coffeeshoppen på hjørnet, der smilende fortalte om sine filosofistudier på NYU, eller den selvbevidste asiat med hornbriller i sneakershoppen på 1st st., der gør, at jeg drømmer mig væk til en tilværelse her, kan jeg stadig ikke sige.
Men det er netop drømmen om en tilværelse her, der drager. Det er vel den samme historie om igen, som også lokkede unge drømmere til Paris i sin tid, og får unge med designerdrømme til at slå sig ned i London eller Milano; uden mange kroner på lommen men med drømmen intakt. Jeg ved godt, at det er en kende urealistisk, men jeg vælger at vige udenom pessimismen og drømmer mig væk.

Dagen går på hæld, og jeg dykker endnu en gang ned i dybet for at dukke op et andet sted på landkortet; min rejse tager mig igen nordpå mod Bronx.
Selvom der er tusindvis af afkroge i New York, som jeg ikke opdager, end ikke kommer til at opdage i resten af mine dage, opnår jeg alligevel et vis kendskab til byen, og følelsen dette kendskab bringer med sig, fornægter sig bestemt ikke.

Turisten stiger til vejrs – new yorkeren kommer lige så stille snigende og slår rod; at kæmpe imod nytter ingenting, for når alt kommer til alt, så er New York gjort af et stof, der giver drømmere appetit og mod på mere. Byen giver én en sult, som er svær at beskrive, men mit gæt er, at det nok netop er samme sult, som opdageren Johannes V. Jensen vandrede omkring med for et århundrede siden.

For the love of it?