Digter i sort

»Det er et område, man kan kolonisere. En niche i poesien«.

Hvilket område? Jo, såmænd området lort. Sådan siger den svenske digter Johan Jönson i hvert fald om lort. For lort fylder tydeligvis meget i hans forfatterskab.
Jeg har ikke selv læst noget af Johan Jönson, men det har jeg tænkt mig nu.

Læs et dejligt levende interview af Dorte Hygum Sørensen på Politiken under overskriften ‘Lortedigter og lønarbejder’:

Forfatteren Johan Jönson kalder sit arbejdsværelse for ’bunkeren’.

Et lejet kælderlokale i et etagebyggeri i forstaden Örnsberg uden for Stockholm. »Jeg har ikke noget toilet, men her er roligt. Og der er kaffe«, har han skrevet til mig på mail længe inden, jeg en formiddag – alt for tidligt – når frem til den beskedne adresse, hvor hans navn ikke står på nogen af dørene.

Der er tid til at se sig omkring i landskabet. I en nærliggende park skøjter tre drenge omkring på en isdækket legeplads iklædt gummisko. Enkelte ældre mennesker kæmper sig fra købmanden ved Örnsbergs trinbræt og helt op ad ’Ørnebjerget’ gennem parken. Der står »Åben« på den lokale frisørsalons papskilt i dørruden, men tilsyneladende er ingen andre hjemme end en håndfuld trætte plastikblomster og en transistor stillet ind på en blød kanal. Nær toppen af bjerget er vinduerne smadrede i et stort, forhenværende supermarked.

Således indledes interviewet; resten kan læses her.