… er en forfærdelig følelse. Men det er også titlen på et aktuelt teaterstykke, jeg på det kraftigste vil anbefale.

Ægteskabets lyksagelighed?

Stykket er instrueret af Anders Paulin og går på Camp X Aveny T. Læs om det på teatrets egen side.

Anmeldelserne har været ganske blandede; lige fra Politikens fem hjerter til Ekstra Bladets nul. Ja ja, så er der jo lidt sprit på ens personlige fordomsbål, når man syntes ganske godt om stykket.

En læser skriver på Politikens hjemmeside: “Kunne i princippet have været en spændende forstilling. Hvis der havde været mål og mening. Nu er blot – spil af tid.”
Jeg er naturligvis ikke enig, for spild af tid er i min verden bestemt ikke direkte forbundet med mangel på mål og mening. Såfremt det var tilfældet, er mit gæt, at langt over halvdelen af landets universitetsstuderende allerede havde fundet sig noget andet at lave.
Hvorom alting er, stiller stykket en mængde fine eksistentialiske spørgsmålstegn, og selvom jeg også til tider var ganske forvirret, formåede skuespillerne med spidsfindige sceneskift (selvom stykket naturligvis hele tiden har samme baggrund) og få men ganske morsomme følelsesudbrud at holde sammen om en vis mening.
Stykket bygger på Jean Luc-Goddards “Le Mépris”, der i sin tid blæste Brigitte Bardot op på filmlærredet. Hendes rolle udfyldes på Aveny T af den smukke Stine Stengade. Sammen med tre andre skuespillere, jeg ikke i forvejen kendte, giver de alle en fin præstation!

Aftenens fire hovedpersoner

Det mest morsomme ved forestillingen kan hverken Anders Paulin eller Stine Stengade dog tage æren for. Det var en gammel mand, der efter forestillingen undrende henvendte sig til en af teatrets medarbejdere:
“Det mindede i meget ringe grad om, hvad jeg inden havde læst.”, sagde den gamle mand. “Jamen, forestillingen bør også give dem stof til eftertanke og ikke nødvendigvis give en række klare svar”, svarede den høflige unge pige, som denne aften arbejdede som billetkontrollør.
“Hmm, jamen vores forestilling skulle handle om nogle filipinske piger – jeg er forvirret.” “Jeg er ked af at måtte fortælle dem, at de har overværet et andet stykke – det, De taler om er ‘Hush Baby’.”

Herefter kunne Nanna og jeg med et smil om læben cykle mod Vesterbro og en lille øl. Ikke værst for en fredag aften!