Den danske andedam er igen mit tilholdssted efter fem fantastiske uger i Kong Vinters armhuler.
Det nedenstående er et uddrag fra en mail, jeg sendte til Eric umiddelbart efter, jeg kom hjem. Den opsummerer uden så meget svøb, hvordan kroppen og ikke mindst fødderne har reageret på ikke at have ski under sig.

Damn, it’s strange to be back in the high North with no snow and +7 degrees. Don’t get me wrong, it’s not necessarily bad but just really strange. It’s almost like after leaving a ship where the motions of the vessel is still in your body, making you feel a bit drunk. I have it the same way, just with the movements of skiing – they haven’t left my body, and my legs are trying to understand, almost as if they were screaming out loud: WHAT HAVE YOU DONE?

Men misforstå mig nu ikke fuldstændigt. Det er rigtig dejligt at være hjemme i den trygge andedam igen – et sikkert farvand, hvor man kender de stille bølgers skvulpen og vandets temperatur som sin egen bukselomme. Et sted hvor man, hvor man kender de forskellige ænder, der krydser ens vej og ikke mindst det sted, hvor man kan vugge i den bedste bølge sammen med sin kæreste (:

Min sidste dag på Kong Vinters efterhånden noget ridsede skuldre forløb ganske eminent. Som enhver god dag i bjergene, så stod den på en tidlig gestus til dagen, solid morgenmad og derefter afsted mod den første lift.
Jeg skal ikke kunne sige, hvorfor det giver en indre ro at sidde med sin kickstartende espresso og vente på den første lift – ikke bare næsten nå den men rent faktisk på den mest overlegne, morgenfriske facon at vente på liftpasserens signal. Måske fordi jeg i bund og grund er det stik modsatte af et morgenmenneske, så når det endelig sker, får jeg er lille wake up call. Godt nok varer det på ingen måde ved, for følelsen af at blive liggende under dynen, er stadig en fryd uden lige.

Eric, som tidligere har huseret herinde på bloggen, var denne dag med i bukserysterbanden – det samme var fototroldmanden Francois, så det var med en forventningsfuld stemning i kroppen, at vi forlod alfarvej og spændte udstyret på rygsækkene. Området havde denne dag ikke fået sne i op mod to uger, så det var svært nødvendigt for at finde nye kringelkroge for vores lille eventyr.
Med sved på næsen og næsten to timers vandren ud i vildmarken lykkedes det os naturligvis at finde urørte sider, foreviget af troldmanden. Under de forhold kunne jeg ikke have ønsket mig en bedre finale – tak til Eric, Francois og ikke mindst Kong Vinter for godt selskab.

Næste eventyr er Helly Hansen Freeride DM i franske Les 2 Alpes – tjek den cremede freeride og ikke mindst arrangørernes hjemmeside ud her, www.freeridecreme.dk. Jeg har aldrig prøvet at køre en freeridekonkurrence før, så det bliver en ‘pop a cherry’ oplevelse for mig. Jeg vil prøve at snylte på de mere erfarne kræfter, der stiller op, køre en svær linje og så gøre det 10% hurtigere, end min hjerne har lyst til. Det bliver fantastisk at prøve, og mon ikke benene klarer det – mere info følger her på bloggen!

Billederne fra Francois er endnu ikke dukket op til overfladen, så bloggen må nøjes med amatørsnapshots – jeg bilder mig ind, at den overlever.