Vi var et eller andet sted i nærheden af pisten, uden for markeret territorium i bælgravende mørke, da vinen begyndte at gøre sit indtog.
En gruppe skiinstruktører, høje på livet og muligvis andre substanser, i et løbsk godstog af fællesskab på vej mod indbegrebet af noget så udansk som en fejring af fastelavn med plads til alle aldre – ikke kun irriterende møgunger klædt ud i årets Fætter BR-design – hysteriske over denne ene gang om året at kunne tæske løs på et grantræ forklædt som slikpose.
Ned over isede passager og lumske pukler fór vi, inden faklerne i vores ene hånd kunne tændes, og vores løbske godstog kunne åbne for sin last og med 100 faklers styrke give de hungrende turister det syn, de havde ventet åh så tålmodigt på.

Særligt Livignomafiens uønskede søn, italieneren med de store armbevægelser og evner i et køkken kun forundt de få, kunne høres på miles afstand.

I walk into a burning ring of fire.

Som en steppeild, der breder sig med lynets hast, blev natten oplyst og vi blev endnu højere, mens gasserne udledte CO₂. Hvis kalenderåret havde været i den mørke middelalder, manglede vi bare en vantro at brænde af – muligvis havde en galge uden for byen også kunnet gøre det.

I went down, down, down
and the flames went higher.

Den italienske Dr. Gonzo var ikke til at styre på ti tønder land, og brølede mod himmelhvælvingen. Med dalen som en omvendt stjernehimmel – menneskeskabte stjernebilleder 2000 meter under os – og gruppens forførende storhedsvanvid som primus motor i vores momentum gennem svingene, kunne jeg mærke aftenens energier nærme sig klimaks.

And it burns, burns, burns
the ring of fire
the ring of fire.

Manden i sort, med den direkte linje til den smertens børn, viste sig endnu en gang ikke at have levet forgæves.

For til fulde at forstå omfanget af dette vanvid, var det nok nødvendigt selv at være til stede. Alle læserne kan jeg dog berolige med, at undertegnede til fulde tog del i festlighederne og sugede til sig af samtlige indtryk.
Brølende fra vores lungers kulsorte dyb fortsatte vi ud af den dionysiske tangent, hvis første meter vi allerede trådte mange timer forinden.

Dagen efter kunne vi omtågede konstatere, at det menneskelige sind er i stand til at fortrænge op til flere lag af løsslupne sider, som ved ganske bestemte former for provokation dog trænger op til overfladen.

Vores jagt på den schweiziske drøm fortsætter denne weekend i Kong Vinters armhuler – det bliver interessant at opdage, hvilke sider af sindet de åbner for.

Bloggen skriger på pixelsuppe, så den skal ikke snydes – jeg håber, I andre også kan nyde dem.

Love and bless!
Marcus