Bloggen har stået stille, dirret i spænding og ventet på, hvornår skribenten atter skulle fatte tastaturet og for f….. se at komme i gang. Men den kære blog har måttet vente, for skribenten har været travlt optaget med de små, oprørske størrelser på hvid stue.

Sidste uge mistede jeg som sagt mit hjerte til de to danske prinsesser, Amalie og Isabella. Og lur om mig om Kong Vinter ikke har fået sig endnu to børn i den enorme flok efter de to charmørers tango i plov.
Al undervisning har vel sine op- og nedture, men netop i dette selskab har jeg svært ved ikke at stige til vejrs. Folk er her jo netop for at lære, og selvom nogle fra naturens (og tiden på kondicyklen) side har større talent end andre, findes der en oprigtig vilje til at ville lære. Så føler man sig lige pludselig ganske priviligeret.

Kigger vi i kalenderen, er det årets korteste måned og ikke mindst højsæson. Turisterne har for alvor indtaget gadekæret samt den lokale storgrossers landhandel, og miljøskadet som jeg er, har jeg svært ved at forstå al streeset. Lørdag begik jeg den brøler at bevæge mig ud i vrimlen for at købe noget så tilforladeligt som mælk og kiks (et stort hit efter de daglige danse) – men samtidig en stor fejl, kan jeg hilse at sige. Sidst en storkonflikt ramte andedammen er ingenting sammenlignet med det scenarie, der mødte mig i den lokale Migros. Alt fra russiske storszarer til arabiske stormuftier og schweiziske bankfyrster kæmpede en indædt og meget højlydt kamp om de sidste rester af UHT-mælken og handikapkyllingerne.
Ja, der er ikke sådan at være midt i orkanens øje, når der hersker kaos på hvid stue.

Jeg skal dog ikke få det til at lyde, som om weekenden var ren tortur for Københavns største fan af Irma i Ryesgade – se, det er en dejlig, rolig butik. Fredag nat slugte den hvidskæggede konge nemlig et vognlæs vinterkameler, indgik en strategisk aftale med måneskinnet og spyttede derefter knastør februarpudder over Les 4 Vallées’ bølgende bakker og takkede bjergkamme.
Så sent som i går blev der så endnu en gang åbnet for sluserne, og som i Jesper Theilgårds hedeste drømme om en hvid jul, kunne vi rende rundt i Nendaz’ gader og tungekysse med knasende sprød, frossen H2O.

For ikke at overbelaste min blogs lokale hjernevrider, kan jeg trøste ham med, at bloggen naturligvis får sin ugentlige ration Picturee-Pal – det skulle gerne holde vinterpelsen og samtlige pixels i storform:

I aften fejrer vi fastelavn og svinger os i kongens fletninger, mens vi i ledtog med den gode Dionysos hylder ham med vin chaud og et vintersymposium af usete dimensioner – fortsættelse følger!