Det skal ingen hemmelighed være, at skiløb gør mig glad, euforisk samt ganske og aldeles barnlig; på den gode måde vel at mærke. Netop det barnlige er vigtigt at holde fast i – ikke kun når man som studerende vælger at gøre studierne lidt sværere, end de måske er, fordi man ikke sidder på læsesalen men i stedet drager mod Kong Vinters jagtmarker; af sted for at nedlægge frygten for de største linjer, de højeste klipper og ikke mindst for at genoplade batterierne.
Stod det til mig, burde alle tænde for den indre lommelygte og gå på jagt efter legebarnet – se godt efter, for det er der inde et eller andet sted, ligegyldigt hvor ihærdigt, du prøver at holde det indespærret.

Hernede kan jeg mærke, at jeg lever på en anden måde – eller så er det bare en anden side af mig selv, der får lov at skinne igennem, når hverdagen er fyldt med store linjer, ømme ben og den barnlige glæde. For 24 vintre er ingen alder, når det handler om at lukke sit indre legebarn ud – spørg bare Domenico, madman / damn good cook straight outta Livigno. Og han har endda rundet 28!

Dagens billeder burde være fungere som belæg – der blev hoppet og leget til stående applaus fra hvid stues pædagoger.