Og meget andet kan man læse om i Suzanne Brøggers udmærkede essay om 00′erne.
Den kvinde er der sgu (tanke)gods i!

Årtiet hvor alle blev omklamret af det store vi

Nu, netop nu går blæsten
hen over landskabet
lukker én verden ude
og åbner for en anden.
Her er synsranden
vejen rundt
kun grønne høje og havet.
(Thorkild Bjørnvig, 1918-2004)

Flyene faldt alligevel ikke ned ved årtusind­skiftet som spået. Vi måtte vente 21 måneder, og da var det planlagt. Imens kunne Øresundsbroen indvies, Skåne vende tilbage til Danmark – Øresundsregionen, en ny-gammel hybrid, skulle blive et hyggeligt sted i verden. Og ordet hygge blev rehabiliteret under årtiet, hvor befolkningen vendte sig indad, mens Vesten mobiliserede, og København ekspanderede ud mod vandet med nye byggerier – en del ups-agtige. Det hed turbokapitalisme. Typiske 00-ord.

For dem, der var vokset op i det post-koloniale Europa, kom 11. september 2001 ikke helt overraskende. Som europæere havde vi levet med terrorisme i flere bølger og menneskealdre. Men aldrig før som et medieshow i Hollywood-format, der kørte over skærmen årtiet igennem. Uvilkårligt mindes man Søren Kierkegaards famøse bemærkning: Den dag teaterdirektøren træder frem på scenen for at meddele, at teatret står i brand, vil publikum applaudere. Højt seertal.

For de kosmopolitiske newyorkere og provinsielle amerikanere var den islamistiske revanchisme et chok: Fandtes der virkelig så mislykkede civilisationer derude? Var der virkelig så meget had og vrede i verden rettet mod Vesten? (Den stedfortrædende krig, man havde ført i Mellemøsten i flere generationer, talte ikke med.) Bush-Blair-Fogh-eraens svar på terroraktionens sindssyge frustration blev at eskalere vreden, føre den umulige asymmetriske terrorkrig under demokratiets feltråb. Dermed indledte den vestlige verden en ny runde korstoge i Irak, Afghanistan og Pakistan (Af-Pak), en endnu ikke afsluttet række kampagner mod terror, en guerillakrig, man formentlig er nødt til at føre, men som ikke kan vindes, fordi enhver heltemodig sejr er et yderligere rekrutteringsgrundlag for modparten.

USA valgte ved invasionen i Irak 2003 at se bort fra international lov, og da FN’s hovedkvarter i Bagdad blev bombet til pulver, understregede det kun, hvor lavt De Forenede Nationer var sunket i prestige.
Det blev aldrig helt klarlagt, hvorfor netop Danmark skulle bidrage på slagmarken. Men med Fogh Rasmussens valgsejr i 2001 anede man en markant dansk mentalitetsændring. Vi var trådt ind i det militaristiske årti med skattestoppets markering af en revanchistisk ny-danskhed – iscenesat som forskudt frihedskamp mod den tyske besættelse under Anden Verdenskrig. Hverken Irak eller Afghanistan havde besat Danmark, derfor fremstod terrorkrigen i dansk regi snarere som udtryk for en mandlig kønskrise. I manglen på maskulinitetsidealer var en ny machokultur – drengerøvenes – undervejs.

Resten af årtiet var at aflæse i krigens tegn. Og som det gamle ord siger: Når krigen går ind, rykker sandheden ud. Man lod sig definere af terrorismen og udførte Osama bin Ladens dagsorden i karikatur ved at leve op til hans forsimplede fjendebillede af de vantro. Om ikke med tanks så med tegninger. Det totalt-mediatiserede verdensbillede havde muliggjort krig med visuelle midler. Det lykkedes at sætte diplomatiet ud af kraft og at ramme fjenden mediemæssigt. Mission accomplished.

Men der var også en anden række tegninger, der på et mere kunstnerisk plan prægede årtiet: Persepolis af iraneren Marjane Satrapi, der gav et indblik i den islamistiske revolution oplevet fra inde bag et sort stykke stof. Pakket ind, fra top til tå, optrådte modellerne på akademiet i Teheran for eleverne, der skulle lære at tegne efter levende model.

Da Marjane S. flygter til Vesten med sine forældre, forbavses hun over sine klassekammeraters indifferente nøgenhedskult, denne forbløffende manglen på fysisk individualitet, personlig virkelighed og selvværd. Satrapi provokerer ved at spørge til vores nøgenhedskultur, om den skulle vise sig at være en vestlig version af en chaddor?

00’erne indebar en katastrofal udbredelse af vestlige livsstilssygdomme relateret netop til krops-forstyrrelser fra anoreksi til fedme-epidemi – og truede med at få de vestlige sundhedsbudgetter til at segne under byrden. Rygning blev nærmest forbudt udendørs.

Den vestlige verden har endnu til gode at finde moralsk legitimitet til støtte for reform-kræfterne i diktaturer, der definerer sig anti-vestligt.

I 1902 havde Thomas Mann publiceret Huset Buddenbrook, der kom til at symbolisere det europæiske hus’ fallit med to verdenskrige i svøb. 100 år senere blev de europæiske sår så lægte, at Europa kunne samles som et hele, øst og vest, ved Københavnermødet 2002, fermt ledet af Anders Fogh Rasmussen – omend utroværdigt. For første gang i historien var Europa og EU blevet nærmest identiske. Men ligesom familien Buddenbrook, der bygger et pragtpalæ for at fejre slægtens triumf på et tidspunkt, hvor familien allerede er i opløsning, uden at de ved det, blev Europa samlet, mens de selvsamme nationalpopulistiske bevægelser, der engang havde igangsat verdenskrigene, igen var på spring i Ungarn, Slovakiet, Schweiz, Østrig, Italien, Holland, Belgien – og med Anders Fogh Rasmussen selv som højreradikalismens bedste garant i Danmark.

Med 00’erne var vi for alvor trådt ind i masseindividualismens tidsalder. Allerede Canetti havde analyseret massens regressive karakter. Og før ham havde Hermann Broch, flygtning fra nazismen, reflekteret over massefordærv, »selvbedøvelsens uglade jubelbrøl«. 00’ernes gennemmediatiserede virtuelle masse kunne udøve politisk pres, uden at man var nødt til at se ’de andre’ som virkelige. Det indebar, at man med stor fornøjelse kunne hengive sig til gemenhedskonceptets form for tv-underholdning. Alle former for eksklusionsprogrammer, der nedgør, ydmyger, håner og latterliggør andre mennesker, fik top-ratings. Gemenheden som underholdnings-koncept afspejlede årtiets fremmedfjendtlige politik iscenesat af Dansk Folkeparti, som havde taget sit navn fra en udbrydergruppe af det danske nazistparti i 1941.

Og det skete for »verdens lykkeligste folk«.

Parolen lød, at DF var det eneste parti, der seriøst havde adresseret det »muslimske problem«. I løbet af årtiet blev følgende tåget: at der i EU bor 13 mio. muslimer. (20 mio. ifølge skræmmebilledet). Fem procent af EU’s befolkning er muslimer. I Malmø er 20 procent af indbyggerne muslimer, mens det i Paris, London og København drejer sig om 10 procent. Muslimfrygten regnes blandt fagfolk som udtryk for en essentialistisk forståelse af religion, fantasmatiske fordomme kolporteret af tabloidpressen helt i modstrid med den viden, man eksempelvis får gennem Yale-forskeren Jytte Klausens undersøgelse af europæiske muslimer. Her fremgår det, at europæiske muslimer overvejende er fjendtligt indstillet over for extremisme, at de fuldt ud bakker op om demokratiske processer, accepterer medborgerskabets forpligtelser og i øvrigt udvikler forskelligartede lokalt bestemte muslimske identiteter. Franske undersøgelser viser, at kun 10 procent af den muslimske minoritet er religiøst praktiserende.

Med årtusindskiftet var det sekulære århundrede løbet ud. Religiøse tolkninger ændrer sig uafbrudt. Men den ateistiske fundamentalisme, der fulgte i kølvandet på religionernes renæssance, var urokkelig: Vi var faldet pladask tilbage til den mørke middelalder, lød det igen og igen – og det var ligesom at gentage, at der ikke er brug for Tjekov, siden vi har fået den elektriske brødrister.

Man måtte vel snarere sige, at hvis nogle få procent muslimer kunne true dansk kultur, måtte der være noget i vejen med dansk kultur. Forklaringen på, at 00’ernes højreradikalisme fik så god grobund, og at Danmark – som man ville have forsvoret – skulle blive en mønsternation i så henseende, skyldtes måske et extremt vellykket forudgående autoritetsoprør. Overalt i den vestlige verden havde man set en generel nedbrydning af hierarkier. Men Danmark, med sin ægte hang til lighed, havde vist sig extra effektiv, når det gælder nivellering. Ligestillingens skyggeside?

Frigørelsen på alle planer havde haft en pris. Friheden fra tro og tradition havde ikke resulteret i tilfredshed, men i frygt og vrede og et had til dem – eksempelvis muslimer – der stadig havde en tro, identitet, slægtskab og noget at dø for. Ikke overraskende fandt man de mest ivrige anti-muslimske revanchister blandt forhenværende frustrerede venstreorienterede, som havde mistet deres tro på verdensrevolutionen.

Ved 00’ernes begyndelse stod befolkningen tilbage, vred og identitetsløs. Det var blevet umuligt at kende forskel på højre eller venstre, høj eller lav, op eller ned. Og det blev dårlig stil – elitært – at sige, at der er forskel på Bachs kantater og stafylokokker. Folkebibliotekerne lukkede en masse eller solgte ud af værdierne. Og det blev trendy at tale om værdier. Men samtidig var (selv)censuren kommet listende ind i tøfler, som med et vist held bragte den forhadte elite til tavshed og fik det til enhver tid eksisterende kunsthad til at blusse op igen. Staten valgte på dette punkt at overhøre folkets røst og støttede fortsat. Det brede publikum blev spist af med kager og gladiatorkampe i tv, mens niche-avisernes weekendsektioner i stigende grad handlede om de intime veje til sjælens udødelighed.

Hundrede år forinden, 1901, var Kongens fald udkommet, hvor Johannes V. Jensen undsagde et sløvt land af fantaster. Hundrede år efter læste folk krimier en masse i ny Biedermeier-stil. Med hyggen indenfor i stuen og uhyggen uden for Velux-ruderne. Måske som udtryk for en bearbejdelse af den lammende utryghed, der gennemsyrede en stadig mere apatisk og paranoid befolkning?

Kritik – nu kaldet landsforræderi – var blevet et forgangent begreb, knyttet til gamle ideologier. I stedet for den gamle klasse af intellektuelle, hvis demokratiske opgave det havde været at tænke som modmagt, fik vi i stedet spindoktorer, magtens allierede. Vi havde forladt ideologiernes århundrede og var trådt ind i det mediatiserede samfunds emotionelle årti, hvor analysens etik blev overhalet af dramaturgiens æstetik. Jagten gik efter højdepunkter af intensitet og zapning for at fange et mål, en sejrståre eller et sammenbrud: »Hvordan føler du det lige nu?«

Sportsmetaforikken havde gjort sit indtog. Uanset om det handlede om erhverv, økonomi, kultur eller politik, talte man »på den lange eller korte bane«, noget blev »sparket til hjørne« eller var »lige til højrebenet«. Det var Orwells newspeak i fitness-tøj.

Overalt i Europa skyldtes højreradikalismens fremmarch venstrefløjens afmagt. Det var ikke lykkedes venstrefløjen at tage frygten på sig og italesætte angsten for kaos og utryghed ved overdreven privatisering og centralisering, når det gælder hospitaler, folkeskole, postvæsen, kollektive transportmidler, omsorgssfæren for børn og gamle – analfabetismens udbredelse i den ny billedverden. Hele velfærdssamfundets fundament var begyndt at smuldre bag signalerne – i foregangslandet USA var selv forsvarets opgaver blevet uddelegeret til private krigsfirmaer – og i Danmark valgte man at give indvandringen skylden for det forsvundne fællesskab.

»Tilbøjeligheden til at beundre og nærmest tilbede de rige og mægtige og at foragte eller i det mindste at overse fattigfolk på bunden af samfundet er den store og mest udbredte årsag til fordærvelse af den almenmoralske følelse,« skrev liberalismens fader Adam Smith (1723-1790), som forudså det kommercielle samfunds komme og den store menneskelige risiko, det indebar.

Men hvis menneskeheden ikke var udviklet nok til at enes om jordens fremtid som civiliseret beboelsessted, ville kloden bare selv tage over og i første omgang skille sig af med de fattige ved hjælp af naturkatastrofer og krige. Sådan lød Malthus’ løsning (1766-1834). Det planlagte klimatopmøde i København ville blive en udfoldelse af valget mellem – eller kampen om – at være dem, der sidder ved bordet, eller dem, der står på menukortet.

Katrina. Orkanen i 2005 var ventet. Alligevel blev USA taget med storm, da digerne brast i New Orleans. Katastrofen var menneskeskabt og blev samtidig katalysator for radikaliseringen af den grønne tankegang med en Al Gore som foregangsmand. Han blev aldrig præsident i USA, men i stedet præsident for en endnu ufødt verden. Thomas L. Friedmans bog Hot, Flat and Crowded med undertitlen Hvorfor vi har brug for en grøn revolution satte dagsordenen. Vi kunne aldrig blive voksne, så længe vi var olie-junkies, i lommen på atavister. Derfor skulle »helvedes brændstoffer«, de sorte, fra jorden, afløses af de evige – sol og vind »fra himlen«.

New York Times-kolumnistens anke var, at USA i den grad havde fokuseret på terrorismen udadtil, at man helt havde forsømt at investere i egen infrastruktur. Katrina blev en øjenåbner for amerikanerne, der så småt begyndte at sige, at det i høj grad var USA selv, der trængte til nation building.

Det samme kunne man sige om Danmark. Den intense fokusering på indvandrerproblemer og terrorfrygt var sket på bekostning af et tabernes udkants-Danmark, restproduktet af den stærkt øgede specialisering på arbejdsmarkedet. Det drejede sig om et sørgeligt forfald og en fattigdomsstigning, hvis implikationer ikke blev adresseret fra politisk hold. Tiårets magtslogan, »Det er grotesk!« var i realiteten afmagtens. Frem for at indkredse de fælles interesser, der karakteriserer de svage grupper, indvandrerne og fattig-danskerne, valgte man at satse på den darwinistiske hakkeorden ved at sætte de to grupper op mod hinanden.

Titlen Hot, Flat and Crowded fra 2008 med den danske titel Klimaets tidsalder og forgængeren Jorden er flad signalerede globaliseringens emotionelle aspekt, sammenpresningen af tid og rum, man også kunne kalde for-meget-hed. Det gode var, at man kunne udrydde SARS-epidemier på få måneder – et halvt sekund efter, at det første dødsfald blev kendt. Samtidig pressede globaliseringen ener­gien ud af mennesker.
Man kunne i 2009 fejre 20-året for www. En digital revolution, der ændrede verden. Men vi ved stadig ikke, hvad world wide web gør ved mennesker på længere sigt. Er www. bare et medie? Eller er det er en ny legemsdel, der får hjernen til at fungere anderledes?

Overskudsagtig blev endnu et 00-ord. Engang havde det været nok at vågne efter nattens søvn, men nu skulle der knokles på at signalere overskud – som om livet var blevet en blanding af sportspræstation og betalingsbalance. Tidspresset var begyndt at udbrænde hvem som helst, derfor blev det en prestigesag at være overskudsagtig. Ligesom der kom prestige i at have en familie. Det blev nemlig antaget som noget nær en umulighed for den ydrestyrede, narcissistiske mennesketype at leve sammen med en anden person, da det ikke engang kunne finde ud af at leve med sig selv uden at gå til psykolog. Alle overskudsagtige tegn på sammenhæng blev prestige­givende.

Stemmerne fra medierne kom os i møde, kunstigt opstemte. De tiltalte os i stigende grad, forførende, som ’danskere’ og hele befolkningen blev omklamret med et stadigt mere indsmigrende ’vi’: »Vi fixer mindre heroin«. »Vi keder os på jobbet.«

Imens stod verden overfor at skulle tænke i et helt nyt vi – et klimavenligt et af slagsen. Resiliens, sårbarhed og kontingens blev nye begreber inden for klima-antropologien, der skulle formulere, hvilke beredskaber man har som befolkning til at imødegå katastrofer. Hvor sårbare er vi i forhold til begivenheder, vi ikke kan kontrollere?

Finanskrise og klodens klimatopmøde i København – frugten af 17 års klimakamp i FN-regi – rundede årtiet af. To astringerende styrtebade oven på årtiets udskejelser og vildfarelser.

Vi var her ved årtiets afslutning havnet i en mental klimakatastrofe uden svar på spørgsmålet, om man ved at bekæmpe terrorisme kan risikere selv at blive terrorist? Og om man ved at bekæmpe fremmedhed kan risikere at blive fremmed for sig selv? Var det på tide, at det gamle våbenkapløb blev afløst af et klimakapløb, hvad angår nytænkning inden for alle livs-sfærer?

http://www.information.dk/220086

Mesterværk substantiv <et; -et, -er, -erne>
Synonymer
genistreg
kunststykke
mesterstykke

Kollokationer
et arkitektonisk mesterværk

Hvis du er tvivl om betydningen, så se filmen og få et spark i løgene: